Tour Plan

PRESSEMEDDELELSE fra Rock Nalle og We do Music

En Rock ’n’ Roll legende takker af !
Grundet sygdom har Rock Nalle alias Roland Lyhr Sørensen i samråd med familie, venner og management besluttet at indstille karrieren. Nalle har igennem flere år kæmpet med KOL og Parkinson, som forværres med tiden. For nylig har en lungebetændelse ydermere gjort den generelle sundhedstilstand dårligere.
De seneste 3 år har Nalle turneret med Michelle Birkballe Band, hvor han har oplevet en utrolig stor kærlighed og hyldest fra publikum. Han ønsker at takke arrangører, musikere og publikum for den store opbakning og udtaler: ”Det har været et smukt og rørende punktum, som vil leve i mig for altid”.
Samtidig ønsker Nalle at takke for de mange fantastiske oplevelser igennem den lange og flotte karriere: ”Jeg er meget taknemmelig for de vidunderlige oplevelser, som jeg har fået igennem musikken – både i svære og gode tider”.
Nalles musikere og We do Music ønsker at takke Nalle for uvurderlig musikalsk inspiration, fantastiske musikalske oplevelser og et stærkt venskab.
De Bedste Hilsner
Rock Nalle og We do Music
Nalle fylder i 2023 80 år og kan se tilbage på en fantastisk imponerende karriere, der startede i begyndelsen af 1960’erne med bandet The Teddy Bears. Nalles første store hit kom i 1966, da han i samarbejde pladeproducenten og vennen fra vuggestuen i Odense Johnny Reimer udgav en dansk version af Wilson Picketts In The Midnight Hour. I de efterfølgende år turnerede han med det engelske band Big Sound og Nalle markerede sig som Danmarks førende soulsanger.
I midten af 1970’erne indledte Nalle et samarbejde med pladeproducenten og sangeren Gustav Winckler og dennes søn Michael Winckler. Med tekster af Torben Eschen blev der lavet danske udgaver af sange som La Bamba med Ritchie Valens, Creedence Clearwater Revivals Cottonfields og ikke mindst Little Richards Good Golly Miss Molly. I 1978 udkom sangene Go’e Gamle Fru Olsen og Min Fars Roemark I Skjern. Begge blev store hits og især førstnævnte fik populariteten til at eksplodere efter en tv-optræden hos Jørgen de Mylius.
I 1980 udkom albummet Bare Mig, som bl.a. indeholdt hittet Amanda – en sang som Nalle havde fået af Kim Larsen i bytte for et par af Nalles sko, som Larsen havde forelsket sig i.
Efter en årrække med personlige problemer og et stofmisbrug fik Nalle i 1996 comeback.
Siden 1996 er det blevet til over 1000 koncerter og adskillige udgivelser i forskellige konstellationer – Nalle & The New Big Sound som turnerede Danmark tyndt, Nalle And His Crazy Ivans som også havde stor succes i udlandet, trioen Theessink, Nalle & Møller med hvem det blev til flere Danish Music Award priser og ikke mindst trioen med de de internationalt anerkendte amerikanske blues musikere Omar Dykes og Magic Slim.
Siden 2019 har Nalle turneret med Michelle Birkballe & Band som special guest og som en hyldest til Nalle og hans betydning for Michelle, musikerne og hele denne stilart i Danmark. For flere af musikerne har Nalle haft en rolle som læremester og musikalsk far.
Senest åbnede et Rock Nalle Museum i Hørve på Sjælland.
Alle henvendelser bedes rettet til We do Music v. Ulrik Bust, mail@wedomusic.dk, 28184963